---
title: "Brintproduktion (Power-to-X)"
date: "2026-04-16"
created: "2026-03-20"
---

[Hjem](https://energiparker.vejen.dk/)

                    [Borgere](https://energiparker.vejen.dk/borgere)

                    [Projekter og teknik](https://energiparker.vejen.dk/borgere/projekter-og-teknik)

                [Brintproduktion (Power-to-X)](https://energiparker.vejen.dk/borgere/projekter-og-teknik/brintproduktion-power-to-x)

# Brintproduktion (Power-to-X)

Den mest udbredte metode til at fremstille brint fra vedvarende energi er elektrolyse. Processen foregår i et elektrolyseanlæg, der anvender elektricitet fx fra et vind- eller solcelleanlæg.

Power-to-X (PtX) er en betegnelse for en række teknologier, hvor der produceres brændstoffer, kemikalier og andre materialer på baggrund af grøn brint. Brinten produceres ved elektrolyse. Her bliver strøm (”*power”*) fra vedvarende energikilder brugt til at dele vandmolekyler i ilt og brint. Brinten kan enten bruges fx som erstatning for naturgas, eller omdannes til andre grønne brændstoffer (*”to-X”*), fx ammoniak. PtX-brændstoffer kan erstatte fossile produkter i en række sektorer, der er svære at omstille direkte med strøm fra vedvarende energikilder, bl.a. søfart, luftfart samt dele af industrien og den tunge vejtransport.

I Vejen Kommunes energiparker er fokus indledningsvis på produktion af brint der kan distribueres i det kommende brintrør til kunder i blandt andet Tyskland.

Der findes flere typer elektrolyseteknologier, men fælles for dem er, at de omdanner elektrisk energi til et kemisk energilager i form af brint. Denne brint kan derefter lagres i tanke, transporteres i rør eller omdannes til andre brændsler og kemikalier.

Brint er ikke kun interessant som brændstof – teknologien er også et vigtigt værktøj til at balancere energisystemet. Sol og vind producerer som bekendt kun strøm, når vejret tillader det, og ikke nødvendigvis når forbrugerne efterspørger elektricitet. Her kan et elektrolyseanlæg kunne fungere som en slags buffer i systemet. Når der er overskudsstrøm i elnettet, kan Power-to-X anlæggene skrue op og producere mere brint. Når der er mangel på strøm, kan de skrues ned eller helt slås fra. På den måde hjælper brintteknologien med at udjævne udsvingene i produktionen af vedvarende energi og sikre en stabil mere drift.

En af hovedårsagerne til, at brint er blevet så central i klimadebatten, er dens anvendelsesmuligheder i sektorer, hvor grøn omstilling ellers er vanskelig. Visse industrier og transportformer har ganske enkelt ikke realistiske alternativer til fossil energi:

- **Tung industri**, såsom stål-, cement- og kemikalieproduktion, kan bruge brint som både energikilde og råvare i processer, der i dag baserer sig på kul eller naturgas.
- **Transport**, især tung vejtransport, skibe og potentielt fly, kan anvende brint direkte eller gennem brintbaserede brændstoffer som ammoniak eller e-metanol.
- **Varme og kraftværker** kan på sigt erstatte naturgas med brint, når biomasse ikke er tilstrækkelig.

Ifølge internationale analyser vil brint spille en afgørende rolle, hvis verden skal nå målene for CO₂-reduktion. Mange lande – herunder Danmark – investerer massivt i både produktion og infrastruktur for at sikre, at brint kan integreres i energisystemet i de kommende årtier.

Grøn brint er ikke alene løsningen på den grønne omstilling, men den er en væsentlig brik i det samlede energipuslespil. Den kan omdanne svingende vind- og solenergi til et stabilt og fleksibelt energilager, samtidig med at den gør det muligt at udfase fossile brændsler i nogle af de mest udfordrende sektorer.

![](https://energiparker.vejen.dk/i/MOLIRIMEDIA/a277ca93-9369-4add-a30f-08de7e893629?width=800)

Foto: Everfuel - Power-to-X anlæg

## Søren M. Sørensen

### Teknik & Miljø

### Ring til os

[21 44 64 52](tel:21%2044%2064%2052)

### Skriv til os

[Send Digital Post til planer (som borger)](https://post.borger.dk/send/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/40aaa173-8ded-4a2b-93c7-b1f6b3762a52/)

[Send Digital Post til planer (som virksomhed)](https://virk.dk/digitalpost/new/31e49274-e5ac-4724-851c-d50c72eeea5e/40aaa173-8ded-4a2b-93c7-b1f6b3762a52/)

### Bemærk

                            Når du sender Digital Post til os, bliver du bedt om at bruge MitID.  På den måde bliver beskeden sendt sikkert, og du kan skrive dine personlige oplysninger, f.eks. dit CPR-nummer.
